ginalexander1

Kender I det med at man får noget på hjernen? Det kan være en idé der ikke vil slippe, en sang man hører i radioen eller noget mad man får en craving efter.

Sådan havde jeg det efter et besøg på Holmens Kanal Cocktailbar forleden. Den venlige og meget kompetente bartender serverede noget så absurd (i min verden, indtil nu) som en gincocktail med fløde. Det var den cremede cognacbaserede cocktail Alexander der stod for skud. Den vanlige cognacbase var skiftet ud med Njord Gins Sun and Citrus variant. En ny dansk gin fra de entusiastiske drenge bag Njord Gin. En gin med en smagsprofil der oser af citrus, bær og alt hvad der hører sommeren til. Man kunne så frygte at den ville drukne i fedme og Alexandercocktailens obligatoriske chokolade karakter. Et afsindig velafbalanceret mix af den citrus- og floraltsmagende gin, fløde og en infusion af hvid chokolade lod dog både ginnen træde i karakter og fremstod samtidig cremet og skummende. Virkelig lækker.

Og netop den cocktail kunne jeg ikke slippe helt, så de sidste par dage har jeg forsøgt at genskabe den. Eller i bedste fald ramme noget i den retning. Med udgangspunkt i den samme gin, piskefløde og en slags infusion med hvid chokolade måtte det kunne lade sig gøre.

Jeg fik fat i noget hvid chokolade, og rev det fint og lod det trække i neutral vodka (jeg brugte en Russian Standard). Det fik lov at trække et døgns tid, og så sigtede jeg det.

ginalexander2

Her er min udgave af cocktailen:

Dryshake 3 cl fløde til det er godt cremet, og shake så videre med is og 3 cl Njord Gin Distilled Sun and Citrus, 1 cl simple sirup og 1,5 cl af den hvid chokolade infuserede vodka. Strain over i et cocktailglas og riv muskatnød over. Garnér med et stykke appelsinskal der lige har fået en tur med en gasbrænder. Her har jeg brugt garnituren som “snuser”. Det giver lige et forstærkende pift karameliseret appelsin hver gang man tager en slurk.

Jeg fik min lyst stillet, også selvom den ikke var helt lige så god som den blev serveret på Holmens Kanal. Det giver jo bare anledning til et besøg igen…