Basilikum-is med rødbedemarengs og hvid chokolade

basilikumis1

Desserten i dag blev lidt af et eksperiment – basilikum i isen, og rødbede i marengsen!

Lidt hvid chokolade blev molestreret for at tilføje en sjov konsistens.

Jeg startede med at lave marengs’en, da den skal tørre længe i ovnen. Jeg piskede nogle æggehvider med flormelis til det var godt stift og tyktflydende. Derefter vendte jeg noget rødbedelage i(hvis man har en juicer kan man også bruge rødbedesaft, men det smager mere jernagtigt) til det fik den rigtige smag og farve.

Massen blev bredt ud på en bageplade og sat i ovnen ved 100gr i et par timer. Jeg sørgede for at åbne ovnlågen nogle gange så den fugtige luft kunne slippe ud. Da det var helt sprødt, lod jeg det køle af og brækkede det i mindre stykker.

Aftenen forinden havde jeg blendet en masse basilikum med en kvart liter piskefløde – det lod jeg trække på køl, og sigtede det inden jeg blandede iscremen.

En ismasse af æggeblommer, lidt sukker, og basilikumfløden blev pisket sammen med Bamix stavblenderen, og hældt på min døende ismaskine. Den klarede endnu en omgang is, dog ikke uden ekstra hjælp fra fryseren i en times tid.

En omgang hvid chokolade blev smeltet i en gryde og tilsat en sjat koldt vand – og så pisket med en elpisker til det begyndte at skille helt. Det får en sjov blød konsistens når man får det i munden, og så ser det sjovt ud. Det ligner lidt blomkåls-snuller.

Jeg anrettede et par æg af isen i en dyb tallerken og dryssede den hvide chokolade omkring og nogle stykker af den fine barbie-marengs 😉

4 comments

  1. foodMAD siger:

    Den marengs ville være et hit, hos min den lille! Lyder lækkert med basilikumis!

    • Sjønne siger:

      Ja, den her ret blev temmelig barbie-agtig 😀

      Basilikumisen var overraskende god, sådan lidt kanel/frugtig-smagende når den bruges i det søde køkken.

  2. trine siger:

    Fiiiin dessert.. Kan marengsne laves dagen før eller bliver de bløde? Og er det bare rødbedesaft fra rødbeder på glas du bruger? :)

    • Sjønne siger:

      :) Du kan sagtens lave marengsen dagen før, de skal bare opbevares i en luftæt beholder eller pose.
      Rødbedelagen jeg blandede i, var bare lidt af lagen fra helt almindelige syltede rødbeder. Hvis du bruger friskjuiced rødbeder synes jeg smagen bliver for “jernet” eller “jordet”, men prøv dig frem 😉

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *