Julefrokostretter: Sylte af svineskank med sprød grønkål, stegt julesalat og sennep

sylte1

Så kom der kød på bordet! Sylte lavet på svineskank, med sprøde grønkålschips og letbitter stegt julesalat og en sødlig sennepssauce.

Sylte har jeg det kun godt med, hvis jeg ved hvordan den er lavet. Fedtstykker hører sig ikke til, det kan man smøre på brødet hvis man vil have det. Derimod skal der rene fine møre stykker kød i, og en lækker krydret “suppe” omkring.

Et stykke svineskank blev simret i 2 timer med løg, persille, hvidløg, stjerneanis, enebær, sort peber og en smule nelliker. Kødet fik lov at køle af i suppen inden det blev pillet og trimmet. Suppen blev sigtet og kogt ind og saltet tilpas. Det er vigtigt at salte lidt mere end man synes passer når suppen er varm, da den mister lidt smag ved at blive serveret kold.

Kødet blev lagt i nogle metalringe og suppen der var kogt op med lidt agar-agar blev hældt omkring og sat på køl.

For nogle dage siden så jeg Martin fra Rigeligtsmør.dk lave grønkålschips. Og det synes jeg var ret så funky, og det ville måske også passe ret godt som knas til sylten.

Grønkålsbladene blev skyllet og tørret – vendt med solsikkeolie og tørret i ovnen ved 150gr indtil de var sprøde(uden at tage farve). Straks de kom ud af ovnen fik de en gang havsalt.

Til retten stegte jeg lidt julesalat og lavede en hurtig sauce af lidt sennep kogt op med piskefløde.

7 comments

  1. Det var da en glimrende idé at servere grønkålschips til sylten :) Jeg har dog aldrig rigtig været den store fan af sylte – nok mest pga., at man ikke rigtig ved 100%, hvad der er i. Men din version tror jeg sagtens, at jeg kunne spise 😀

    • Sjønne siger:

      Der er mange historier om mere eller mindre spiselige ting i sylte, og derfor har mange et ambivalent forhold til det(selvom de måske burde have det samme forhold til industripålæg og andet forarbejdet kød).
      Har man de mindste betænkeligheder, kan man jo gøre som her og lave det selv fra bunden 😉

      • Ellen siger:

        Jeg laver også altid sylten selv, ellers spiser jeg det ikke. Jeg har også forsøgt mig med kyllingekød istedet, og det er bestemt også godt.

      • Du har helt ret, hvad angår industripålæg og andet forarbejdet kød. Ville ønske, at der var et større udvalg af go’ økologisk pålæg, da det ikke lige er altid, at jeg har tid til at stå og producere pålæg selv 😛 Jeg skal dog snart ha’ prøvet din opskrift på leverpostej – det er jo dejligt nemt at ha’ stående i fryseren 😉

        • Sjønne siger:

          Nej det er lidt omstændigt at lave alt pålæg selv. Engang i mellem bliver det til en gang hjemmegjort rullepølse, men ikke som fast rutine. Leverpostejen bliver dog oftest hjemmelavet.
          Jeg har lige opdateret opskriften på postejen, da den er blevet fintunet lidt her op til jul – så det er bare med at komme igang 😉

Skriv et svar til Sjønne Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *