Knivmusling med Baerii caviar og sprød salat

knivmuslingcaviar1

Så fik jeg prøvet at lave en ret med knivmuslinger. Her er det en lille forret med lidt salat og krydderurter – og så en lækkerbisken i form af Baerii-caviar fra Rossini.

Muslingerne blev gjort rene og de blev tjekket godt efter – snuseren ned i dem, og er der det mindste ammoniak-agtig-lugt er det i skraldespanden med dem. Man kan også se de ret livlige muslinger bevæge sig hvis man lige prikker til dem – det er vigtigt at de er levende inden de bliver tilberedt, så er man sikker på at de er friske.

Som al anden fisk/skaldyr skal de have meget kort tilberedningstid, hvis det skal være saftigt og lækkert at spise.

Knivmuslingerne var relativt små, så der gik en del til en portion der kunne fylde en tom skal fra en af muslingerne.

De røg på en varm pande med en klat smør, og efter 30 sek hældt jeg en sjat tør vermouth(Noilly Prat) på, og lagde låg på. Jeg talte til 30 igen og tog panden af og lagde muslingerne på et skærebrædt. Kødet blev pillet ud af skallerne og skåret af over den urene del(der kan være en del sand i den ene del af muslingen) – det blev skåret i små stykker og blandet med fintsnittet purløg og en vinaigrette blandet af honning, sherryeddike, olivenolie, salt og sort peber.

Det blev så anrettet i skallen igen – den lækre caviar blev lagt på, frisée salat og til sidst bronzefennikel fra altanen.

Er blevet ret begejstret for den fine sorte Baerii caviar (som i øvrigt er på tilbud i forbindelse med OL) – man kan virkelig tilføje både kant og cremethed til mange retter med det, er jeg sikker på. Jeg er i hvertfald ikke færdig med at eksperimentere med det.

Og så ser det bare smukt ud synes jeg. De fine sorte perler skinner så fint :)

Vi drak en  Weingut Frank Grüner Veltliner Weinviertel DAC 2011 til.

4 comments

  1. Gastromad siger:

    Smuk ret. Lidt meget misundelig over, at du har fået fat på knivmuslinger :-). Hvor har du dem fra?
    /Søren

    • Sjønne siger:

      Takker :)

      Knivmuslingerne fik jeg fra “Fiskerikajen” i Torvehallerne, de har altid noget lækkert!

      – Men er det ikke noget med at der vrimler med knivmuslinger ovre ved vestkysten? Så skal du vel bare have waders’ne og et par solbriller på, og så ud og samle muslinger hehe 😀

      • Gastromad siger:

        Den tager jeg dig på ordet på. Du kan jo tage med ;-)..

        • Sjønne siger:

          Ahh nu vil jeg jo ikke garantere at der kan findes knivmuslinger der – men jeg mindes at have soppet rundt i vandkanten for maaange år siden på sommerferie ved vesterhavet, hvor vi fandt mange af de spøjse lange muslinger.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *