Kyllingeleverpostej med syltede bøgeblade og skovsyre

kyllepostej2

Her i min ferie har jeg eksperimenteret lidt med at lave leverpostej, og her er et af resultaterne; en postej lavet på kyllingelever.

Dette er så en lille fin anretning på ristet rugbrød og lidt garniture fra skoven.

Jeg ristede et stykke rugbrød i smør, og skar et tilsvarende stykke leverpostej ud og anrettede det ovenpå. Bladene fra skovsyren blev drysset over og nogle syltede bøgeblade lagt på også (lige dele eddike, vand og sukker kogt op, og overhældt de spæde bøgeblade, og sat på køl og trække i en uges tid).

Det er sjældent at jeg skriver eksakte opskrifter i mine posts, men leverpostejen her synes jeg at det er relevant at gøre det. Here goes:

(Opdateret December 2012)

300gr kyllingelever

140gr røget tørsaltet bacon

2 spsk mel

1 dl mælk/fløde

1 stort løg

1 lille fed hvidløg

50 gr smør

Masser af frisk timian

2 æg

Salt – ca. 1 tsk havsalt i flager, det er ca. 0,5 tsk fint salt(måske lidt mindre)

Rens leveren for fedt og årer og put dem i en beholder(jeg brugte en smal literkande). Hak løg, bacon og hvidløg groft og steg i smørret sammen med timian til det tager lidt farve. Tag indholdet af panden ud på en tallerken og lad det køle lidt.

Hæld bacon/løg, salt + MASSER af friskkværnet sort peber over leveren blend med en stavblender til det er helt glat. Tilsæt æg, fløde og mel og blend igen. Hæld massen på alubakker og bag dem i ovnen 45 min ved 200gr i vandbad. Man kan også fryse den rå leverpostejmasse i formene og bage dem direkte fra frost – det giver ca. 15 min ekstra bagetid.

10 comments

  1. Kathrine siger:

    En leverdrengsmad har vist aldrig set så lækker ud som på dit billede! Jeg elsker kyllingeleverpostej, og opskriften her virker faktisk ret ukompliceret, så den kommer på min to do-liste :)
    God søndag!

    Dbh Kathrine

    • Sjønne siger:

      Tak :) Jeg synes virkelig du skulle prøve. Det er virkelig nemt at lave hvis man har en blender eller hakkemaskine der er god – og så styrer man jo helt selv hvordan det skal krydres, og man er sikker på at der ikke ryger en masse e-numre i.

      God søndag til dig også – og fed blog du har dig, den vil jeg holde øje med fremover 😉

  2. Piskeriset siger:

    Uh lala! Smukt og spændende kombination.
    … og alt for nice anretning :-)

    • Sjønne siger:

      Skulle jo finde på noget så det ikke bare blev en “flad med leverståhej”, så det blev pimpet med lidt sager fra skoven.
      …. og tak tak 😀

  3. Gastromad siger:

    Wauw, hvor flotte billeder af en lever mad :-). Hvordan opbevarer du skovsyre?
    /Søren

    • Sjønne siger:

      Tak :)

      Skovsyren plukker jeg med så meget stilk som muligt, og skyller godt med vand og putter dem i en plastbøtte og så på køl. Det vand der hænger ved er nok til at de kan holde sig friske i ca en uge, uden at de mister smag.

      Jeg har også taget skovsyre op med rod, og sat i små potter. De skal bare have rigeligt vand og skygge.

      • Gastromad siger:

        Her i sommers var jeg i et område med masser af skovsyre, hvilket er svært at finde, hvor jeg bor. Jeg lagde dem i en frostpose med et fugtigt stykke køkkenrulle. Dog klappede bladende sammen?

        • Sjønne siger:

          Når de ligger på køl uden lys lukker de sig sammen, men hvis du tager dem ud nogle timer før de skal bruges, så folder de sig ud igen hvis der er lys nok.

          Alternativt kan du tage dem op med rod, og plante dem i en lille potte til vindueskarmen.

  4. Sophie siger:

    Wow! Utroligt så lækkert det ser ud, når det er noget så kedeligt som leverpostej. 😀

    • Sjønne siger:

      Tak :)

      Leverpostej behøver ikke være kedeligt, det er faktisk også ret nemt at lave selv – og så kan man jo variere krydringen, bruge en anden slags lever osv.

Skriv et svar til Sjønne Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *