Nytårsaften 2012: Hvidchokoladebombe med hindbærsorbet, lakridscreme og kokoscrumble

sorbet2

Sidste ret inden kransekagen på nytårsaften var denne isbombe! En halvkugle af hvidchokolade fyldt med hindbærsorbet, arrangeret oven på en klat lakridscreme og med et dejligt knasende tilbehør i form af en nødde/gryn-crumble sødet med brun farin og kastanjehonning.

Hvid chokolade blev smeltet og penslet i en halvkulge-silikoneform, og fyldt med en hindbærsorbet. Sorbeten var lavet rimelig syrlig p.g.a det søde chokolade og knaset, så den bestod blot af masser af hindbær kogt med lidt rørsukker og sigtet, kølet af, og kørt på ismaskine. Der blev også tilsat en pisket æggehvide da massen var kørt næsten færdig, for at gøre sorbeten ekstra blød.

Lakridscremen var nem; Fløde pisket med lidt flormelis, og til sidst tilsat rålakridspulver fra Bülow – vupti!

sorbet1

Crumblen lavede jeg ved at riste havregryn og hakkede hasselnødder på en tør pande, og så efterfølgende tilsat lidt smør, brun farin, en skefuld kastanje-honning og så et godt drys revet kokos(den tørrede udgave). Det smager lidt henad drømmekagetopping, bare med lidt ekstra finesse p.g.a både nødder og kastanjehonning – mums!

Det var så afslutningen på nytårsaften – glæder mig allerede til næste år hvor den altså skal have ENDNU mere gas gastronomisk… det bliver jeg nødt til 😉

 

4 comments

  1. Thomas siger:

    Hvad er det for en slags kløver du pynter med? Skal jeg bare på jagt i græsplænen?? 😉

    • Sjønne siger:

      Det er skovsyre – en lille urt der smager dejligt syrligt og frisk. Kan både bruges i det salte og søde køkken.
      Jeg hentede skovsyre i skoven i sommers, og har blot plantet dem i en potte der står i vindueskarmen. De skal blot vandes ofte og stå i delvis skygge.

  2. Martin siger:

    Hej sjønne,

    Har prøvet at lave noget ligende, men er meget i tvivl om hvordan man får dem ud af formen når de skal serveres? Håber du kan give lidt input.
    /Martin

    • Sjønne siger:

      Hej Martin

      Når isen er hældt i formen fik de nogle timer på frost så de var helt hårde. Så kan de vendes ud af formen uden at det knækker.
      Det er så vigtigt at lade bomberne tø ca. 15-20 min(alt efter hvor hårdt de har været frosset) inden servering.

Skriv et svar til Sjønne Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *