Oksetykkam braiseret i øl, med kartoffelmos, grillede babymajs og stegte perleløg

oksetykkam2

Et af de mest smagfulde stykker kød på en ko, efter min mening, er tykkammen. Det er et stykke kød lidt i samme stil som nakkefileten fra en gris – dvs. det egner sig rigtig godt til langtidstilberedning.

Traditionel gl. dags oksesteg bliver ofte kun tilberedt nogle timer i en gryde, men her har jeg tilberedt kødet i min trofaste Römertopf stegeso i 8 timer i ovnen.

Kødet blev saltet godt og brunet på alle sider. Stegen blev så lagt i stegesoen med champignon, bladselleri, løg og hvidløg + en øl(jeg brugte en Birkebryg fra Skovlyst).

Stegesoen kom i ovnen ved 110gr i 7 timer, og den sidste time slukkede jeg helt for varmen og lod det hele trække.

Derefter siede jeg væden fra kødet og sigtede det. Fedtet blev skummet af og fonden blev indkogt til det halve og tilsat et godt skvæt fløde. Det kogte yderligere ind og saucen blev skummet lidt op med en stavblender inden servering.

En bunke perleløg fik en tur på panden med en stor klat smør og et par skefulde balsamico-eddike til de var godt møre.

oksetykkam1

Til sådan en steg hører der også lidt kartoffel – her blev det en kartoffelmos lavet kun med tre ingredienser: Kartoffel, smør og havsalt.

Som lidt ekstra garniture blancherede jeg nogle babymajs og gav dem en grilletur med en gasbrænder.

oksetykkam3

3 comments

  1. Piskeriset siger:

    Meget smuk servering. Meget fin og jævn brænding af majsene :-)

  2. […] den lidt tunge hovedret lavede jeg denne lette og aromatiske dessert – en sorbet lavet på en the af tørrede […]

Skriv et svar til Piskeriset Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *