Stegt polenta med portobellosauce, persilleolie og bønnegitter ala Frederikshøj

polentaboenner3

Den kødfrie hovedret i dag bestod af en gang polenta – først kogt med soltørrede tomater og hvidløg, og så stegt sprød.

Som gourmet-lir lavede jeg variant af det funky bønnegitter som der indgik i nytårsmenuen fra Restaurant Frederikshøj – en puré af bønner, geleret med agar agar.

Jeg startede med at sætte saucen til at simre; løg, smør og hakkede portobellosvampe simrede i ca. 45min med et par dl vand. Inden servering blev det sigtet og kogt ind – smagt til med balsamico-glace og jævnet en smule med lidt majsstivelse.

Polentaen blev kogt i saltet vand blended med et fed hvidløg og en stor håndfuld soltørrede tomater. Da polentaen var klar blev den hældt i et fad og sat på køl. Efter en times tid eller to var polentaen fast nok til at skære ud. Den blev stegt i olie til den var dejlig sprød.

Bønnegitteret er en lidt spøjs gimmick – og mest for sjov. Det var en ting jeg havde set i forbindelse med Restaurant Frederikshøjs nytårsmenu.

Herunder er et billede af Frederikhøjs udgave, serveret til oksemørbrad med trøffelsauce og andre lækkerier. Her er det anrettet af Klidmoster, da hun var så heldig at nyde Frederikshøjmenuen nytårsaften. Læs mere om den lækre ret på Klidmoster.dk

klidmozta

Foto: Klidmoster.dk

Min version er lavet på en puré af edamamebønner og persille fortyndet med hvidvin, og lavet til en gelé med agar agar.

Hullerne stak jeg ud med en hjemmegjort udstikker lavet af tyndt metalfolie

polentaboenner2

2 comments

  1. Maria siger:

    Hej har du selve opskriften på det bønnegitter

    • Sjønne siger:

      Hej Maria

      Jeg har ikke nogen eksakt opskrift(det arbejder jeg sjældent med) – men sådan cirka sådan her gjorde jeg:
      Til en pose edamamebønner(mener det er 400gr inkl bælge) bælges og varmes igennem i en gryde med en stor klat smør. Derefter puréres bønnerne med lidt hvidvin og finthakket persille. Puréen sigtes grundigt og tilsættes en tsk agar-agar rørt ud i en sjat vand – herefter koges det op og fortyndes evt. yderligere.
      Det hele hældes ud i en bradepande så det er tilstrækkeligt tyndt. Efter 10-20min kan man udstikke hullerne og skære gitteret i firkanter.

      Håber det lykkes for dig! :)

Skriv et svar til Sjønne Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *