Svinemørbrad med majs, æble og kørvel

svinemajsaeble2

Blogning, schmogning… arbejde, schmarbejde – nu fik jeg endelig taget mig sammen tid til at lave lidt mad der var interessant nok til at blogge lidt om.

Pandestegt svinemørbrad med dampet majs, tynde strimler af æble og frisk kørvel fra altanen. Det blev også til nogle små kartofler stegt i ovnen.

Svinemørbraden blev trimmet for sener og fedt, og saltet grundigt – rigeligt salt gnubbes godt ind i kødet og sættes til at hvile på køkkenbordet i en halv times tid, så temperaturen kan nå at komme lidt op.

Kødet røg på en knaldvarm pande med rigeligt olie på, og blev brunet godt og grundigt hele vejen rundt. Mørbraden blev taget af og lagt på et skærebrædt i 5-10 min, og så fik den samme tur på panden igen – efter en grundig tur ved høj varme skruede jeg ned og tilsatte en stor klat smør, en kvist timian og et par fed hvidløg der havde fået et bash af en kniv. Så steger man ellers kødet færdigt imens man konstant glaserer med fedtstoffet. Det giver den dejligste stegeskorpe.

Når kødet giver efter som en medium/gennemstegt bøf tages det af og hviler ca. 10 min inden man skærer det ud. Man kan tjekke med et stegetermometer om kødet er færdigstegt, men det er vigtigt ikke at stikke for mange huller i det. Jeg stegte mit meget let rosa – det svarer ca. til 65 grader kernetemp.

Et par majskolber fik lov at dampe i ca. 10 min og blev derefter skåret af kolben og blandet med lidt salt.

Kartoflerne blev blot stegt i ovnen i et fad med lidt salt/peber og god olivenolie.

Retten fik lidt syre/friskhed i form af nogle tynde strimler æble.

2 comments

  1. Svinekød og æbler og også to ting der har en stor plads i mit madhjerte :-) … ser sgu lækkert ud

Skriv et svar til Sjønne Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *