Lammefilet med butternutsquash og svampebouillon

lammefilet1

Weekenden blev sat i gang med lidt lækkert kød – lammefilet!

Det er ikke meget lam jeg får “lov” at lave for fruen, da hun har dårlige erfaringer med “uldsmag”, men efterhånden har hun lært at det ikke behøver at være sådan. Filet, mørbrad eller langtidsstegt lammekølle(af unge dyr) er favoritterne.

Lammefileten blev trimmet og saltet godt og hvilede ved stuetemperatur til overfladen var klistret og tørret lidt ind. Herefter blev den stegt som jeg plejer at stege en bøf – rigeligt olie ved højeste varme til der er dannet stegeskorpe – herefter stegt færdig med en stor klat smør, lidt hvidløg og timian – konstant glaseret med fedstoffet. Kødet hvilede 10-15min inden det blev skåret ud.

Som tilbehør bagte jeg nogle tern af butternutsquash i ovnen med lidt havsalt. Ved servering pyntede jeg med lidt citrontimian der bare matcher den søde-fede smag og konsistens af græskarret.

Lidt dyppelse i form af en svampebouillon lavede jeg ved at stege et hakket løg i rigeligt smør indtil det var godt snasket og brunet. Herefter kom svampene på og det fik lov at simre med et glas tør vermouth og en sjat soya.

Som lidt ekstra blancherede jeg “kernen” fra et spidskålhoved og grillede det godt med en gasbrænder bagefter. Det giver et funky look og smager lidt af grill og sommer :)

lammefilet2

I morgen står den på simre-oksekød. Hvad skal I lave derude i køkkenerne her i weekenden?

2 comments

  1. Mette siger:

    Uhmmm – det ser dejligt ud.

    Super ide med spidskålen. Kål får en skøn smag med heftig varme.

    God weekend.

    • Sjønne siger:

      Tak :)
      Jaaa, elsker spidskål på alle mulige måder. Det er bedst når det er råt eller næsten råt som her – til sommer skal der helt sikkert kulgrilles lidt kål også 😉

      God weekend til dig også.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *