Rigtig og forkerte madbloggere, damebladsmad og urealistisk hverdagsmad – her er et par tanker om det hotte emne for tiden.

Jeg havde egentlig tænkt mig at undlade at skrive om al den snak der har været om”rigtige” madbloggere og om hvor “skarpt” og samfundskrititsk indholdet skal være, men der var nu alligevel noget der trængte sig på.

Udover Mogens Bisgaards kronik var der sideløbende et par interviews med Malou Klidmoster og Kristian Brask Thomsen.
Det er sjovt at læse hvordan man kan have forskellige opfattelser af hvad hverdagsmad kan være. Mogens Bisgaards veninde der “brækker sig” med opfattelsen af at der ikke er nogen der rent faktisk lever af det mad der bliver vist frem, Klidmosters måde at åbne øjne for mange; at det rent faktisk kan lade sig gøre at lave hjemmelavet mad – der er en kæmpe kontrast. Derfor billedet med industri-remoulade overfor fine gyldne dråber fra Frankrig(selvom det er temmelig karikeret – men det var de største kontraster jeg kunne finde i hytten).

Men hvem kan helt absolut sige at mad med stor fokus på anretning, eksklusive råvarer eller ej, ikke kan være det der ryger på bordet en dødsyg mandag aften – eller hver dag i ugen? Det kan netop være det der gør hverdagen udholdelig – at man bruger lidt ekstra krudt og fokuserer fuldstændigt om noget, noget helt andet end stress og “mad på 30 min”.

Så selvfølgelig er der nogen der gider gøre noget ud af at gøre lidt ekstra ud af hverdagsmaden – det behøver nemlig overhovedet ikke være dyrere eller meget mere tidskrævende. Selv en gryderet eller en salat kan der nusses lidt ekstra om uden at man behøver at stoppe trøfler i eller gå sulten i seng p.g.a michelin-størrelse portionerne.

Jeg har mindst ligeså meget ud af at læse om hverdagsmadsbloggerne som jetsetbloggerne, eller hvad man nu skal kalde folk(og det behøver man jo egentlig slet ikke) – er det underholdende og gribende det der bliver fortalt om, så bliver man da en oplevelse rigere, måske endda en inspiration.

Om man er en rigtig madblogger afgøres efter min mening ikke på om man har en bestemt mission med skriverierne. Jeg har ikke en dagsorden der skal profileres – dvs. jeg gør ikke noget særligt for økologi, stoppe madspild, eller nogen anden mad-ideologi. Dermed ikke sagt at jeg ikke interesserer mig for emnerne eller efterlever det – det er bare ikke det der skal være omdrejningspunktet for mine indlæg. Jeg forsøger blot at lave hjemmelavet, velkomponeret mad der også kan se smuk ud.

Alt i alt synes jeg det er dejligt at den danske blogsfære er så broget – skønt når der er nogen der har noget på hjerte, men mindst ligeså skønt når det bare er casual mundvandsfremkaldende mad-blogning 😉