Grønkålstærte med jordskokkechips, syltet agurk og estragon

groenkaal1

I hele denne uge forsøger vi at lave aftensmad uden kød som hovedelement. Det var mest for at blive lidt mere kreativ når det kommer til hverdagsmaden – man kommer nemlig nemt til at tænke “noget kød, og noget tilbehør”.

Her blev det til en skidesund tærte med masser af grønkål og noget sprødt på toppen.

Tærten blev lavet med en en mørdej – lige dele smør og mel + lidt salt, samlet til en dej og lagt på køl en halv times tid inden den blev rullet ud.

Fyldet bestod af grønkål der blev hakket, blancheret og kølet ned i isvand. Opvarmningen og nedkølingen gør at man får en lækker grøn farve, i stedet for en grågrøn kedelig farve. Grønkålen blev vredet helt tør for vand og blended med nogle æg, ricotta og lidt olivenolie. Der kom også lidt finthakket rødløg i.

groenkaal2

Tærten blev bagt i ca. 15-20min og derefter kølet lidt af inden den blev skåret ud.

Ovenpå tærten lagde jeg lidt lyn-syltet agurk: agurk skåret på langs på mandolinen og lagt i en bøtte med honning, eddike og lidt vand der havde trukket på køl i ca. 30min.

Der kom også noget sprødt ovenpå – jordskokker i tynde skiver bagt i ovnen i ca. 15 min til de var sprøde.

Til slut lidt estragonolie og nogle friske estragonskud.

groenkaal3

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *