gingerpearcollins1

Her er en sikker vinder til de kommende forårstimer på terrassen. Frisk citrus, frugtig pære, et kick ingefær kombineret med silkeblød og cremet gin – det kan ikke gå galt!

Jeg fik et tip fra Lars fra Grydeskeen.dk for nogle uger siden, med et link til Foodpairing.com hvor man har leget lidt med kombinationen af ingefær og pære.
Det gav mig naturligvis blod på tanden for at få afprøvet kombinationen. Mest fordi at den indeholdt gin. Det er svært at få nok af.

En ingefær-pære Collins altså. Jeg er stor fan af den klassiske Tom Collins (John Collins), men har intet imod variationer. Denne er dog langt fra den originale, men det gør ikke noget så længe det smager så piv-godt som her. Jeg startede med at forsimple opskriften lidt. Pæresiruppen blev til en kombination af sukkersirup og frisk pæresaft i stedet. Så er det ikke så omstændigt at skulle fyre opskriften af, hvis lysten skulle melde sig pludseligt.

gingerpearcollins6

Jeg fandt ud af at drinken faktisk smager mest af pære hvis man bruger ret hårde og ikke helt modne pærer. Det må være kombinationen med citronen der kan sætte den alt for søde pæresaft lidt i baggrunden. Med ikke helt modne pærer får man den lidt mere “grønne” og tanninagtige smag med. Jeg bruger en slowjuicer, og skærer kun stilken af frugten. Det kan også være derfor der kommer mere umpf med. Men køb dig bare en slowjuicer, det bliver du glad for.

gingerpearcollins2

Og hvilken gin vælger man så til sådan en dejlig frugtig drink? Jeg var først, som indlægget hos Foodpairing.com foreskriver, ude i noget london dry fra Tanqueray. Det fungerede OK, men det var som om at det ikke helt spillede med den søde pæresaft. Jeg gav den i stedet et skud Njord Gin Mother Nature. En gin med en tæt smag, let krydret og afbalanceret. Den faldt bare i hak med de søde elementer, og tålte også de mange voldsommere citrus og ingefærsmage uden at ryge helt i baggrunden, eller stikke for meget ud.

gingerpearcollins5

Drinken indeholder som nævnt også ingefær. Jeg er blevet stor fan af Old Jamaica Ginger Beer. Den har en tilpas mængde ingefær uden at give akut halsbrand, og en god sødme.

Her har du opskriften:

45 ml Njord Gin Mother Nature
30 ml Friskpresset pæresaft
30 ml sukkersirup
20 ml citronsaft

Shake det hele med rigeligt is, og servér i høje glas med is. Top op med ca. 60 ml Old Jamaica Ginger beer.

gingerpearcollins3

Garnér med nogle skiver pære og et par kviste mynte. Mynten er faktisk vigtig, den giver en fantastisk friskhed til den forholdsvis søde drink.

gingerpearcollins4