Vildsvin med syltet og smørsauteret kål, hvide asparges og valnøddevinaigrette

vildsvin2

Der er har ikke været så høj aktivitet mht. posts fra min side i denne uge, men i dag skulle der altså blogges lidt! Menuen stod på stegt vildsvin med kål og asparges.

Et par steaks af vildsvinekam blev saltet godt nogle timer inden de skulle tilberedes. Inden de røg på panden fik de lov at få lidt temperatur, ca. 40min ude på køkkenbordet – det giver det protein der trækker ud mulighed for at tørre/størkne lidt, så man får perfekt stegeskorpe.

Kødet blev stegt på høj varme i olie til der var god stegeskorpe, derefter smed jeg en klat smør og et fed hvidløg (der lige havde fået en dask) på panden og skruede ned for varmen imens jeg hele tiden hældte stegefedtet over kødet. Da kødet gav efter som en medium bøf, tog jeg det af og lod det trække 10 min.

Tidligere på dagen havde jeg skåret et spidskålhovede ud, og taget de yderste grønne blade fra. De grønne blade blev finsnittet og sauteret i smør lige inden servering, og “kernen” af spidskålen blev skåret i kvarte og syltet i en lage af eddike, sukker og vand krydret med brændenælde og laurbærblade. Det trak ca. 4 timer på køl, men det ville bestemt ikke blive ringere af at trække længere.

Nogle dejlige hvide asparges blev halveret på langs og stegt ved høj varme så de karamelliserede godt – kun på den ene side.

Som “dressing” til asparges og kålen lavede jeg en vinaigrette af sherryeddike, rapsolie, honning, lidt sennep og løvstikke – tilsat ristede hakkede valnøddekerner.

4 comments

  1. Piskeriset siger:

    NØJ!
    … godt jeg lige har spist. Ellers havde jeg da spist et stykke af din blog 😀

    Hvor køber du vildsvin?

    • Sjønne siger:

      Hehe – jeg ved ikke hvordan HTML-kode og JPEG billeder smager, men jeg tror at the real-deal var bedre 😉

      Jeg har købt vildsvin hos Irma – de har det i perioder fast(på frost), men ellers kan de garanteret skaffe det hjem. Om det er vildtskudt, eller fra “hegnede” dyr ved jeg dog ikke. Men det smagte rigtig godt – meget mørkere end alm. gris, og med lidt grovere tekstur.

  2. Erland siger:

    Der er altså mange fine opskrifter på din side – må helt sikkert snart tage mig sammen og få lavet noget vildsvin – ser vildt godt ud

    /Erland

    • Sjønne siger:

      Tak tak :) Ja vildsvin får man for sjældent, men det er bare super-delikat. Grovere og ikke så fersk i smagen som meget svinekød kan være.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *