Her på siden har jeg samlet info om tonics og andre typer mixers i god kvalitet. Så om det er en frisk lemonade til longdrinks, den perfekte tonic til din gin, eller blot en god kvalitets cola eller gingerbeer til din rom – så kan du finde inspiration her!

Siden opdateres løbende med både tonics og andre typer mixers. En del har jeg fået tilsendt til test, og andet har jeg købt selv når jeg støder på lækre flasker rundt omkring.

Siden er inddelt i disse kategorier: Tonics, Lemonade, Gingerbeer/ales, cola, og så alt muligt andet.

Tonics

Tonic, fyldstoffet der giver den dejligste longdrink der findes blot med en slat gin og en simpel garniture. Tidligere tiders værn mod malariamyggene er i dag 2/3 dele af den dejlige drik Gin & Tonic. Vælg en kvalitetstonic, når nu du i forvejen har valgt at hælde for 30-50kr gin i glasset. Der findes et væld af lækre tonics på det danske marked i dag, og herunder kan du læse lidt om de mest gængse.

I min verden mixes en god G&T sådan: Sæt en barske eller en anden lang ske i glasset. Fyld det med rigeligt is. Det kan ikke understreges nok – masser af is! Hæld ginnen over og hæld derefter, forsigtigt, tonic ned ad skaftet på skeen til glasset er halvt fyldt. Rør kortvarigt rundt, og tag skeen op. Efterfyld med is og mere tonic. Garnér efter smag og behag og NYD!

1724 Tonic Water

1724Tonic

Denne tonic fra Spanien med det lidt mærkelige navn, hedder faktisk 1724 fordi at kininen der bruges til produktionen er høstet fra stier i Andesbjergene i netop 1724 meters højde. Dens primære egenskaber er sødme, citrus og behagelig kulsyreniveau. Mest fremtrædende er appelsinsmagen.

Den smager faktisk rigtig godt for sig selv, men kombineret med gins eller vodka hvor det er oplagt at garnere med urter eller lign., shiner den virkeligt. Den kan også bruges til at forstærke frugt- og bærnoter i den tilsatte spiritus.

Oplagte ginvalg er Gin Mare, Ophir eller med den frugtige No. 0 Gin.

Fås bl.a hos Blok18.dk

Thomas Henry Tonic Water

ThomasHenryTonic

Thomas Henry tonic’en kommer fra Tyskland, hvor det ganske unge firma (2010) producerer både tonic, lemon, ginger, og hyldeblomstsodavand.

Tonic’en er til den lette side, hvor man kan lade ginnen spille en stor rolle i G&T’en. En fin bitterhed og tilpas sødme gør at det er en god universal tonic. Den kan man roligt have på lager i hjemmebaren, for den passer til det meste og vil ikke skræmme nogen væk mht. bitterhed. Citrussmagen er ikke så fremtrædende, så man får frit spil med garnituren, eller en heftig spiced gin.

Mine yndlingskombination med Thomas Henry Tonic er Geranium Gin med en skive lime og et par hybenroseblade (når sæsonen byder det).

Læs mere om Thomas Henry Tonic Water her

Fås bl.a hos Blok18.dk

Indi Tonic Water

IndiTonic

Indi Tonic er fra Spanien (de er bare vilde med G&Ts i Spanien), og er med en noget mere krydret smagsprofil. Mild bitterhed, sødlig citrus, og så en let krydret smag fra kardemomme. Jeg synes den er rigtig god med florale eller frugtige gins. Monkey 47, Geranium Gin, eller den lækre Beefeater 24 fungerer rigtig godt. Sidstnævntes the-noter fremhæves rigtig fint, og med et stykke grapefrugtskræl får du dig en virkelig dejlig G&T.

Fås bl.a hos Blok18.dk

Gents Swiss Roots Tonic Water

GentsTonic

Dette er en af mine yndlingstonics. God bitterhed, kun en let sødme, og afdæmpet citrus. Rigtig velafbalanceret hvis du spørger mig. Den lader virkelig G&T-nørden lege med både garniturer og ginvalg.

Den bliver lavet i Schweiz, og der bruges bl.a Ensianrod (Gentiana Lutea) for at give den helt rigtige bitterhed i kombination med den traditionelle kinin fra cinchona bark.

Mine favoritkombinationer er med bl.a. Ferdinand Saar Dry Gin, Copenhagen Distillery Dry gin, eller den amerikanske Bluecoat Gin.

Fås bl.a hos Blok18.dk

Fever-Tree Premium Indian Tonic Water

FevertreeTonic

Efterhånden er denne tonic blevet standard rundt omkring på de danske barer. Det forstår man godt. Den er behagelig på alle fronter – sødme, citrus, bitterhed er godt balanceret. Kulsyren er tilpas, og den fungerer næsten i alle sammenhænge. Nogen vil savne lidt bitterhed. Men alt i alt endnu en god basis-stock tonic, som man ikke går galt i byen med.

Den er vidunderlig med en god gang Monkey 47. Eller blot med et skud god rug-vodka og saften fra en limebåd.

Fås bl.a hos Blok18.dk

Ledger’s Tonic Water

LedgersTonic

Ledger’s Tonic er en ret klassisk tonicvand. Den har den klassiske citrussmag som er mest fremtrædende, og en mild bitterhed. Den skiller sig ud fra mængden da den sødet med stevia i stedet for sukker. Dens sødme er derfor noget anderledes end sukkersødede tonics. Nogen skelner ikke i mellem sødt fra sukker og sødt fra sødestoffer. Jeg er bestemt ikke til lightprodukter, men denne tonic går dog an. Det er som om at sødmen med stevia peaker hurtigt og forsvinder igen. Det giver også en lidt anden mundfornemmelse. Men for de der vil spare lidt kalorier, og ikke er så sensitive mht. sødme er det uden tvivl en fremragende tonic. Kombinér den med citrus-forward london dry, og garnér evt. med bær.

Fås bl.a hos Blok18.dk

Lemonade

Lemonade kan være en god ting når det skal gå hurtigt. Når man ikke lige har friskpresset juice og simple sirup ved hånden. Men sørg nu for at vælge noget med rigtig citrus i. Ikke blot farve og lidt aroma. Herunder kan du læse lidt om de forskellige lemonader jeg er stødt på, og ikke mindst også hvad jeg kan lide at mixe dem med.

Fentimans Victorian Lemonade

FentimansLemonade

Som med alle Fentimans produkter er de “botanically brewed” – altså brygget rigtigt ved fermentering. Det giver mulighed for at få en bredere vifte af smage, sammensmeltet og smagsforstærket helt naturligt. Her giver det en dejlig urtet lemonade med godt smæk på syren. I smagen er der både tung frugt ala æble/pære og frisk syre fra citrus.

Mix den blot med en klassisk london dry gin – f.eks. Tanqueray eller Beefeater, og du har en dejlig drink. Du kan også lave dig en Imperial Fizz: F.eks. 4,5 cl Jameson Whisky rørt ud i en teske sukker i et højt glas, fyld op med masser af is og hæld lemonaden over. Rør rundt, og servér!

Fås bl.a hos Blok18.dk

Fentimans Rose Lemonade

FentimansRoseLemonade

Som Fentimans Victorian Lemonade er denne også “botanically brewed”. Ingredienserne tæller bl.a. citron, ingefær, pære, appelsin og så selvfølgelig olieekstrakt fra roser.

Det giver en dejlig aromatisk og floral lemonade som er oplagt til at servere i høje glas med masser af is. Kombineret med flavoured vodka i høj kvalitet som f.eks. den økologiske Virtuous Vodka Raspberry, garneret med friske hindbær og rosenblade, giver det en ultra feminin drik som tager kegler på terrassen! Min favorit er dog at mixe den med et godt skud Tanqueray no. Ten og et dash Peychauds Bitters.

Fås bl.a hos Blok18.dk

Gents Swiss Roots Bitter Lemon

GentsBitterLemon

Jeg er vild med bitter lemon til longdrinks. Det kan også sagtens erstatte en god tonicvand, hvis man er i humør til lidt ekstra citronsmag. Udover at lave formidable tonicvand laver Gents også denne Swiss Roots Bitter Lemon. Den har samme fine bitterhed som tonic’en, og den der helt rigtige sødme og syrlighed. Det gør at den tilsatte spiritus ikke drukner helt. Oplagt er den til en helt oldschool Gin & Bitter Lemon. Bl.a. er den utrolig god med den engelske Oxley Gin, eller bare noget så klassisk som en Tanqueray.

Fås bl.a hos Blok18.dk

Ginger Ale & Ginger Beer

Ingefærsodavand eller ginger ale/beer er meget anvendelig når det kommer til longdrinks der skal have et skud frisk smag. Forskellen på ale og beer (i denne sammenhæng), er at ginger beer oftest er fermenteret, og ginger ale blot er sodavand tilsat en ingefærsirup. Man er vist ikke så striks med betegnelserne, og det kan så vidt jeg ved også sagtens forekomme at en ginger ale er fermenteret. De klassiske kombinationer til ingefærsodavand er f.eks. Moscow Mule (vodka) og Dark n’ Stormy (mørk rom).

Prøv f.eks. denne Ginger-Pear Collins

Fever-tree Ginger Ale

FevertreeGingerAle

Udover at lave lækker tonic, så laver Fever-tree også et par ingefærsodavand. Denne ginger ale er en helt klar en af slagsen, og med mild ingefærsmag og faktisk en ret heftig sødme. Kombineret med tør whisky eller Agricole-stil rom og et par både lime, passer den noget søde stil rigtig godt ind.

Fås bl.a hos Blok18.dk

Gents African Roots Ginger Ale

GentsGingerAle

Denne gingerale fra Gents (dem med den fabelagtige tonic) er forholdsvis tør og har en god skarp ingefærsmag. Det er lige det omvendte af f.eks. Fever-tree ginger alen. Her er der en gennetrængende citronsyre og så en næsten medicinsk (på en positiv måde set med mixologi-øjne) ingefærsmag. Det medicinske klæder f.eks. røget whisky eller ulagret Mezcal og tequila. Jeg har haft held med at kombinere den med Ilegal Mezcal (Joven), citron og agave-sirup. I en anden boldgade ville man måske også forsøge sig med tung sød rom. Det fungerer altså også godt. Black Strap eller Gosling Black Seal og så en god gang lime.

Fås bl.a hos Blok18.dk

Cola

Cola er ikke så velanset som mixer på cocktailbarer. En rom og cola er bare ikke mixologi på højt plan, det giver jeg de kære bartendere. Men derfor kan det altså smage helt afsindigt godt alligevel, mixet i hjemmebaren. Og der findes velsmagende eksemplarer derude, hvor det ikke bare er småkedelig Coca Cola eller Pepsi. Skal man vælge i mellem de store brands vil jeg til hver en tid vælge Pepsi. Den smager bare af mere. Spoken like a true Colaholic.

Men hvad nu hvis man vil bruge en fin spiced rom, eller en frisk og frugtig hvid rom, og ikke nænner at hælde masseproduceret sukkervand i? Herunder er et par alternativer med mere pondus og karakter.

Afri Cola

AfriCola
Afri Cola er en tysk cola som kendetegner sig med et funky flaskedesign, og højt indhold af koffein. 250mg/L. Det er vist nok knapt dobbelt op ifht. en regular Coke. Smagen og duften er markant. Og det er jo lidt svært at afkode hvad der egentlig er colasmag for det er jo oftest en sammensat ting. Men den dufter og smager af meget mere end alm. Coke. Smagen er rund og har god karakter af karamel og en lille smule vanilje. Sødme er der naturligvis en del af, men også syre.

Kombineret med f.eks. Skotlander White Rum og et par skiver lime – og så er man i  rum n’ coke heaven!

Fås bl.a. hos Søstrene Grene

Hancock Sport-Cola

SportsCola

Hvis du ikke har smagt den endnu, så skynd dig at få fat i den gyldne nektar fra Skive! Hancock bryggerierne laver denne bastard (i ordets bedste betydning) af en cola, og hælder den endda på 33 cl ølflasker. Sport-Colaen, som også kaldes Køreøllen, er en utrolig velsmagende kombination af sportsvand og cola (ja, den havde du nok regnet ud). Frisk lime-lemon kombineret med spicyness fra cola. Brug den som highend rom og cola mixer, eller som erstatning for boblevand i diverse cocktails.

Prøv f.eks. at bruge den som erstatning for danskvand eller lemonsodavand i din Collins, eller endnu mere ekstravagant: i en Ramos Gin Fizz.

Fås bl.a. i visse Kvickly forretninger eller hos Ølhandleren.dk

Diverse

Wild English Elderflower

FentimansElderflower

Endnu en gang er Fentimans på banen! Wild English Elderflower hedder drikken, og det er en oplagt mixer til velkomstdrinks eller andre lettere genrer. Den har en behagelig parfume fra hyldeblomsterne og samtidig Fentimans signatur-krydring med ingefær. Let sødme og dejlige bobler, der gør den oplagt at mixe med en frisk frugtjuice og lys spiritus.

Prøv den med klassisk london dry gin (Tanqueray, Beefeater og i den dur), og et skvæt æblejuice.

Fås bl.a hos Blok18.dk