Rodfrugter, Bouillabaisse og Chokolade

kkheader

Efter et besøg hos min svigerinde i sommers hvor den stod på lækker paella, aftalte vi at næste gang vi skulle mødes over noget mad, skulle der Bouillabaisse på bordet.

Som en lille starter/forret lavede jeg nogle lynsyltede rodfrugter.

Jeg snittede tynde skiver af gulbede på mandolinen og skar tynde strimler af pastinak og rødbede med en tyndskræller. Gul- og rødbederne blev lagt i(hver for sig pga. farven) dildeddike, og fik lov at trække en times tid. Pastinakstrimlerne blev lagt i appelsinsaft.

På talleknen blev gulbederne penslet med honning og rapsolie. Rødbederne og pastinakkerne blev lagt ovenpå, og til slut masser af kørvel, brøndkarse, og alm. karse.

Sprødstegt parmaskinke blev drysset over og et par “dutter” urtecreme(bestående af 38% cremefraiche og lidt mayo tilsat tørret brændenælde og løvstikke) blev sat på tallerknen. Til sidst rev jeg lidt sort trøffel(konserveret) over.

Hovedretten var selvfølgelig Bouillabaisse. Der er mange udgaver af denne ret, og det er sikkert noget der kan diskuteres meget over. Hvilken type fisk skal der bruges, hvor mange og skal der tomat i suppen eller ej osv osv osv.

Min udgave er lavet på hummerfond som base, med masser af fennikel og løg. Safran indgår også altid i min udgave.

Jeg havde valgt 4 slags fisk/skaldyr til denne variant. Rødtunge, ørred, taskekrabbe og jomfruhummer. Suppen havde jeg på forhånd lavet, og den skulle blot gøres færdig med et skvæt fløde. I tallerknen lagde jeg først grøntsagerne – sauteret fennikel, løg og gulerødder. Jeg pocherede fisken og jomfruhummerhalerne i en lage af vand, eddike, laurbær, fennikelfrø og peberkorn. Fisken blev lagt oven på grøntsagerne og suppen hældt ved.

Masser af dild og et par strimler rød peber over, og så var der mad!

Til suppen var der friskbagt ciabatta.

Desserten blev en tung tung chokoladebrownie, med en kugle kirsebæris(lavet med Fabbri’s sindsygt gode syltede Amarena Kirsebær.

Det var lidt af en tung sag den brownie.. og isen var blevet en kende for sød. Men det røg da ned 😉

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *