Et par stykker harefilet fandt vej til aftensmaden i dag – stegt rosa med en fyldig kartoffelmos med porrer, en tyk løgsauce lavet på indkogt Pineau de Charentes og til sidst lidt friskt i form af blancheret broccoli, rå blomkål og syltet broccolistok.
Harefileterne blev trimmet, og saltet i god tid og trak ved stuetemperatur inden de skulle steges. De blev stegt først på fuld skrue i olie, og så ved middel varme med en klat smør hældt ved. Kødet overhældes konstant med stegeskyen under tilberedningen.
Et løg blev hakket og sauteret i en skefuld baconfedt og simret med par deciliter Pineau de Charentes og en deciliter Noilly Prat til der kun var en halv deciliter væde foruden det bløde løg. Det hele blev blendet glat med en stor klat smør.
Nogle bagekartofler blev skrællet og skåret i stykker og kogt i usaltet vand med en fintsnittet porre. Da det hele var godt mørt blev det blendet med en masse smør og smagt til med havsalt.
Broccolien blev blancheret og lagt i isvand – stokken blev skåret i tynde skiver og overhældt med citronsaft og honning. Det skal trække et kvarters tid ca.
Et par kugler af æble blev lagt på tallerknen til sidst.
Kære Sjønne
Som altid ser det vanvittigt lækkert ud. Jeg kan ikke lade være med at spekulere over, om du mon nogensinde får noget så simpelt som frikadeller til aftensmad? 😉
Kh Nadia