Julefrokostretter: Skinkesalat, rejesalat og makrelsalat på smørstegt crouton

salater1

Dette er måske ikke den mest traditionelle julefrokostret, men det gør det ikke mindre lækkert – salater iflg. mormorkøkkenet, dvs. med mayonnaise som det bindende element. Skinkesalat, rejesalat og makrelsalat på smørsprødstegt(Hold nu kæft, det et lækkert ord!) crouton.

Til skinkesalaten havde jeg købt et stykke sortfodsskinke fra spanien. Det er noget af det lækreste modnede skinke man kan få efter min mening (ja, græd bare parma-lovers, men prøv nu at smage det). Skinken blev skåret i små tern og blandet med finthakket skalotteløg og mayonnaise – frisk purløg på toppen.

Rejesalaten blev lavet med en anden type mayonnaise – nemlig en mayonnaise lavet med olie der var kogt op med rejeskaller. Rejernes skaller blev simret i 15min tid i solsikkeolie ved 70-80 grader. Olien blev kølet ned og brugt til at lave mayonnaisen; Samme fremgangsmåde som vanligt: 1 helt økoæg, 1 tsk sennep, 1 tsk eddike, 3dl solsikkeolie (alt skal have samme temperatur) i en kande og 10 sekunder med Bamix-blenderen på fuld hammer. Rejerne blev blandet med mayonnaisen og drysset med masser af dild.

Makrelsalaten blev lavet med en røget makrelfilet. Det giver en mere fyldig smag. Makrelfileten blev pillet i små stykker og blandet med lidt tomatpuré, salt og så mayonnaise til det hang godt sammen. Det blev smagt til med lidt sukker, salt og sort peber. Makrelsalaten fik en gang karse ovenpå.

Alle salaterne blev arrangeret oven på en aflang crouton af hvedebrød der var stegt i smør. MUMS!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *