Jeg er sikkert ikke den eneste der har haft gang i grillen i disse dag. Og når man hygger om grillen er der jo ikke noget bedre end et glas øl, eller vin – men hvorfor ikke en lækker cocktail?
Her har jeg lavet en cocktail der endda har lidt grill-smag i form af grillet appelsin.
Cocktailen er baseret på den delikate RUM I fra Skotlander Spirits. En rom jeg for nylig skrev lidt om her. Den har det ZiiiNG der skal til for at lave gode cocktails med kant.
Den lækre hvide rom kombinerede jeg med Aperol, grillet appelsin og lidt orange bitter. For at gøre den lidt mere interessant valgte jeg at give den et skud krydderurt også. Jeg fandt nemlig en ananas-salvie forleden i supermarkedet. Den har en lækker frugtig duft samtidig med den let medicinske aroma som salvie normalt har.
Jeg startede med at brænde en kvart appelsin med min cremebrulee-brænder (det er her du kan bruge grillen hvis den alligevel er tændt). Den skal være godt sort på alle flader for at få noget karamelliseret smag og lidt bitterhed frem.
Appelsinbåden muddlede jeg med 4-5 ananas-salvieblade og 3-4 store dashes Angostura Orange i min shaker, og tilsatte 4 cl hvid rom, 2 cl Aperol, 1,5 cl sukkersirup. Masser af is i shakeren og så fik det en rystetur til det hele var ishamrende koldt.
Jeg strainede herlighederne over i et glas fyldt med is – ikke helt fint siet for der må godt komme lidt af den grillede overflade med over i glasset.
Cocktailen blev garneret med en dusk ananas-salvie og et stykke appelsinskal.
Skriv et svar