Bloody Mary er ikke noget jeg har dyrket. Den slags tomatjuice fra karton der oftest bliver brugt tiltaler mig heller ikke voldsomt. Så dette er et forsøg på at friske Harry’s New York Bar klassikeren lidt op, og gøre den til en helt tør sag.
Ud ryger tomatjuicen. Worcestershiresaucen er væk. Vodkaen er der naturligvis stadig! Og netop vodkaen er den svenske økologiske Virtuous Vodka Blond fra Akutvodka.dk som jeg anmeldte forleden.
Jeg valgte at lave en Martini-style cocktail. Tomaten og det krydrede skulle selvfølgelig stadig være fremtrædende, så jeg valgte at tilføre smag til vermouthen.
I en lille kasserolle kogte jeg 1 dl purerede cherrytomater op med 1 dl Noilly Prat dry vermouth og en teskefuld tørret chili, lidt salt og to teskefulde rørsukker. Efter et kort opkog (og kun kort, ellers fordamper der en del smag og alkohol fra vermouthen), lod jeg det trække under låg i ca. 10 min. For at få det helt klart, gav jeg det endnu et opkog, med en æggehvide pisket i for at samle alle urenheder. Efter opkoget ligner det bestemt ikke noget der kan indtages, men det skal blot hvile, og sigtes. Jeg hældte det også lige i gennem et kaffefilter for at få det helt klart. Alt det med klaringen er i princippet noget man kan springe over, men en Martini skal være klar efter min mening.
I et røreglas kombinerede jeg 6 cl Virtuous Vodka med 3 cl tomat-krydder-vermouth og 2 dashes Peychaud’s Bitters (kan udelades, eller erstattes af f.eks. Bitter Truth Creole bitters). Det røres med rigeligt is og straines over i et cocktailglas. Jeg valgte at garnere med et par dråber ramsløgsolie (blend en masse ramsløg med smagsneutral olie i ca. 10 min og sigt), men du kan også bruge god frugtig olivenolie. Servér med en sprød strimmel agurk eller selleri.
07/05/2015 at 21:52
Du er for vild.
Tror jeg bliver nødt til at prøve sådan en.