gtslush1

Når sommervarmen rammer en i fjæset som en hammer, så må man sørge for at køle sig ned. Jeg valgte at lave en gang voksen-slushice med dejlig smag som en G&T, piftet lidt op med lime.

Der er en del G&T sorbet eller ispind opskrifter derude på nettet. Fælles for dem alle er at de smager mere af tonic, end af gin. Altså, meget lidt af G&T. Min udgave er en full-size G&T tilsat sukkerlage og limesaft. Den kan fryses til sorbet, eller serveres i kopper med lidt is, som en slushice med ske og sugerør. En ren vinder når man bliver grillet i sommersolen!

gtslush2

Min udgave er lavet med Berkeley Square Gin. En frisk smagende gin med peber og citrus. Ginnen som jeg har fået tilsendt fra specialbutikken Blok18.dk (tjek lige siden ud – der er et væld af lækker spiritus og mixers), kan du læse mere om her på bloggen i nær fremtid.

Når jeg mixer G&T med Berkeley Square ginnen, bruger jeg ofte sort peber og lime som garniture. Det fungerer altså bare pivgodt!

Til slushice’n har jeg dog undladt peberen. Her er hvad du skal bruge:

Pr. portion:
60 ml Gin (Vælg en frisk london dry style gin)
200 ml Tonic (Jeg brugte Fever Tree Premium Tonic Water)
60 gr sukker
100 ml vand
Saften fra en Limefrugt

Sådan gør du:

Opløs sukkeret i vandet og tilsæt de andre ingredienser. Kør det hele på ismaskine til det er godt grødet og server over isterninger med en ske og sugerør.

Har du ikke en ismaskine, så hæld det hele i en beholder med tæt låg. Smid den i fryseren i en halv time, og tag den ud og ryst det hele voldsomt indtil det er grødet. Gentag evt. nogle gange.

gtslush3