Confiterede svinekæber med kartoffelmos, glaskål og æbler

svinekaebe3

Her en rigtig hyggeret; smør, gris og lidt kartoffel.

Svinekæber der har simret i en blanding af klaret smør og baconfedt indtil de var helt møre, serveret med en kartoffelmos rørt kun med smør, lidt havsalt og sort peber.

Kæberne blev saltet og krydret et døgn før de blev simret i fedtet – først blev de trimmet for de værste sener, og så gnubbet i en blanding af havsalt, knuste fennikelfrø, sennepsfrø, sort peber og hvidløg. De røg i en vakkuumpose og fik lov at trække på køl i 24 timer. De blev pakket ud, skyllet og tørret helt af inden de røg i en gryde med klaret smør og baconfedt så det dækkede kødet helt. De skal nu simre i ca. 3-4 timer, og inden servering lige brunes af på en pande eller i ovnen.

Kartoffelmosen var helt standard(efter min standard i hvert fald); bagekartofler der koges møre i usaltet vand, presses igennem en kartoffelpresser og røres med smeltet smør til den er lige ved at skille. Krydres med havsalt og sort peber.

For at fuldende fedtfesten, så serverede jeg en flødesauce til. Den bestod blot af fløde der var kogt ind med lidt hvidløg, brunede skalotteløg og smagt til med sherryeddike.

Retten fik nogle tern af æble og glaskål over sig, og lidt urter i form af tallerkensmækker og kørvel.

svinekaebe4

4 comments

  1. Det ser altså helt vildt godt ud, og så lyder det lige som en ret for mig. Særligt den krydring kæberne får lov at ligge i … mums.

    – Den skal prøves, og dét på trods af at jeg ikke har et vakuum apparatur. Men måske først når vejret bliver lidt mere ruskende igen.

    Tak for skøn opskrift!

  2. Sjønne siger:

    Hej Nada

    Ja, du behøver ikke en vakuumpakker, du kan sagtens lade grisen trække i en alm plastpose.

    Og du har ret, sådan en gang simre-gris egner sig bedst til en anden del af året :)

  3. Gastromad siger:

    Super flot og lækkert. God ide, at confitere kæber der i forvejen altid bliver ekstrem møre. Thumbs Up.

    Kan jeg få dig til, at opdatere mit rss feed på din blog. Jeg kan se, at det indlæg der ligger er over en måned gammel :-).
    http://gastromad.dk/?feed=rss2

    /Søren

  4. Sjønne siger:

    Tak :)

    Jeg har forsøgt alt muligt for at få dit feed til at opdatere i min blogroll – ligemeget hvad jeg gør vil den ikke vise det nyeste…

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *